At melde sig ind i en Kungfu-klub og finde en livsstil
Det startede med Kungfu-bøger. Vi læste om traner, slanger, aber, ørne og tigre, og ikke mindst munke, som trænede forskellige dyrestilarter. Det var ret spændende, og vi blev begge grebet af historierne, som fik os til at fortsætte godnat-læsningen længe efter, vi burde være gået i seng.
Det næste skridt blev selvfølgelig at snakke om, hvordan man selv kan træne kampsport. Jeg forsøgte at score nogle billige point på, at jeg har trænet karate. Jeg foreslog, at vi undersøgte, hvilke karateklubber, der havde gode børnehold, og hvor Zakarias kunne få en prøvetime. Det imponerede ham imidlertid ikke. ”Det er jo ikke dyre-kungfu, og det er ikke kinesisk”, lød det kontante svar.
Næste træk blev en googlesøgning, og her dukkede Amager Kungfu-skole op som den helt åbenlyse mulighed. Tæt på, hvor vi bor og med fokus på lige præcis dyre-kungfu. Jeg var dog lidt bekymret. Fra min tid som karateudøver har jeg oplevet, at der er kæmpe forskel på klubberne og måden, man omgås på. Nogle steder er børnetræningen lagt i hænderne på helt unge og nybegyndere og bestemt ikke noget højt graduerede, tager sig af. Jeg forventede under alle omstændigheder en stram disciplin, hvilket jeg som forældre nødig vil se udøvet af nogen, jeg ikke har tillid til.
Vi ringede til klubben og Zakarias blev inviteret til en prøvetime. På vej derhen aftalte vi, at vi først evaluerede, når vi var kommet ud fra klubben, og først indmeldte ham efter, at vi havde snakket grundigt sammen (Jeg vidste ikke, om man måtte overvære træningen og ville lige være sikker på, at høre Zakarias’ uforbeholdne mening).
Da vi ankom, blev vi budt velkommen af Sifu. Det var lidt af en overraskelse. Ikke fordi, han bød os velkommen, men måden og stemningen. Jeg tror ikke, jeg eller Zakarias før har oplevet så hurtigt at gå fra at være fremmede på besøg til at være ”med i klubben”. Det, der kendetegner Sifu, er ikke afstand og disciplin, men åbenhjertig imødekommenhed. Mens eleverne ankom og gjorde sig klar til træning, blev der hilst, joket og grint. Alle fik et personligt hej og velkommen. At eleverne respekterer ham alligevel (og måske netop respekterer frem for at frygte), kommer for børnenes vedkommende til udtryk i næsegrus beundring. Mens de klædte om, kunne man fra omklædningsrummet høre dem sige til hinanden: ”Sifu siger det og det, Sifu gør sådan og sådan, Sifu kan det ene og det andet”.
Da træningen skulle starte, foreslog Sifu, at jeg satte mig på ”forældrebænken”, så ”du lige kan se og fornemme, hvad vi laver”. Derefter fulgte en træning med Sifu, hvor min søn deltog i meditation, kata og sparring (sidstnævnte med kontakt, iført kamphandsker og under høj technomusik). Det så sjovt og hårdt ud, og der blev gået til makronerne.
Da træningen var slut, havde både Zakarias og jeg glemt vores aftale. ”Det vil jeg bare det her far!” og jeg tænkte: ”Hvor er det vildt, at han bare kaster sig ud i det. Det gør han kun, fordi han er tryg ved det og stoler på sin træner”. Det var Sifu, der sagde, ”Kom igen på torsdag, så kan I snakke om det i mellemtiden, og hvis det er noget han vil, så kan I melde ham ind der. Det skal jo være ham og ikke alle mulige andre, der har lyst til, at han træner Kungfu”.
Det er godt et år siden, Zakarias var til prøvetræning om mandagen og blev indmeldt om torsdagen. Begejstringen er den samme, men fra at være en dreng, der ikke lige var til fodblod og hellere læste om action, er han nu et par gradueringer inde i det, han selv betegner som en ”livsstil”. Hvad og hvordan Kungfu hjælper ham i hans hverdag, skal jeg ikke trætte med - det kan man spørge ham selv om, men som forælder vil jeg gerne ende denne beretning med at fremhæve, hvad jeg finder utrolig godt ved Amager Kungfu-skole:
Venligst
Mark (Zakarias far).
Det næste skridt blev selvfølgelig at snakke om, hvordan man selv kan træne kampsport. Jeg forsøgte at score nogle billige point på, at jeg har trænet karate. Jeg foreslog, at vi undersøgte, hvilke karateklubber, der havde gode børnehold, og hvor Zakarias kunne få en prøvetime. Det imponerede ham imidlertid ikke. ”Det er jo ikke dyre-kungfu, og det er ikke kinesisk”, lød det kontante svar.
Næste træk blev en googlesøgning, og her dukkede Amager Kungfu-skole op som den helt åbenlyse mulighed. Tæt på, hvor vi bor og med fokus på lige præcis dyre-kungfu. Jeg var dog lidt bekymret. Fra min tid som karateudøver har jeg oplevet, at der er kæmpe forskel på klubberne og måden, man omgås på. Nogle steder er børnetræningen lagt i hænderne på helt unge og nybegyndere og bestemt ikke noget højt graduerede, tager sig af. Jeg forventede under alle omstændigheder en stram disciplin, hvilket jeg som forældre nødig vil se udøvet af nogen, jeg ikke har tillid til.
Vi ringede til klubben og Zakarias blev inviteret til en prøvetime. På vej derhen aftalte vi, at vi først evaluerede, når vi var kommet ud fra klubben, og først indmeldte ham efter, at vi havde snakket grundigt sammen (Jeg vidste ikke, om man måtte overvære træningen og ville lige være sikker på, at høre Zakarias’ uforbeholdne mening).
Da vi ankom, blev vi budt velkommen af Sifu. Det var lidt af en overraskelse. Ikke fordi, han bød os velkommen, men måden og stemningen. Jeg tror ikke, jeg eller Zakarias før har oplevet så hurtigt at gå fra at være fremmede på besøg til at være ”med i klubben”. Det, der kendetegner Sifu, er ikke afstand og disciplin, men åbenhjertig imødekommenhed. Mens eleverne ankom og gjorde sig klar til træning, blev der hilst, joket og grint. Alle fik et personligt hej og velkommen. At eleverne respekterer ham alligevel (og måske netop respekterer frem for at frygte), kommer for børnenes vedkommende til udtryk i næsegrus beundring. Mens de klædte om, kunne man fra omklædningsrummet høre dem sige til hinanden: ”Sifu siger det og det, Sifu gør sådan og sådan, Sifu kan det ene og det andet”.
Da træningen skulle starte, foreslog Sifu, at jeg satte mig på ”forældrebænken”, så ”du lige kan se og fornemme, hvad vi laver”. Derefter fulgte en træning med Sifu, hvor min søn deltog i meditation, kata og sparring (sidstnævnte med kontakt, iført kamphandsker og under høj technomusik). Det så sjovt og hårdt ud, og der blev gået til makronerne.
Da træningen var slut, havde både Zakarias og jeg glemt vores aftale. ”Det vil jeg bare det her far!” og jeg tænkte: ”Hvor er det vildt, at han bare kaster sig ud i det. Det gør han kun, fordi han er tryg ved det og stoler på sin træner”. Det var Sifu, der sagde, ”Kom igen på torsdag, så kan I snakke om det i mellemtiden, og hvis det er noget han vil, så kan I melde ham ind der. Det skal jo være ham og ikke alle mulige andre, der har lyst til, at han træner Kungfu”.
Det er godt et år siden, Zakarias var til prøvetræning om mandagen og blev indmeldt om torsdagen. Begejstringen er den samme, men fra at være en dreng, der ikke lige var til fodblod og hellere læste om action, er han nu et par gradueringer inde i det, han selv betegner som en ”livsstil”. Hvad og hvordan Kungfu hjælper ham i hans hverdag, skal jeg ikke trætte med - det kan man spørge ham selv om, men som forælder vil jeg gerne ende denne beretning med at fremhæve, hvad jeg finder utrolig godt ved Amager Kungfu-skole:
- Den gensidige respekt på tværs af grad og alder.
- At det ofte er Sifu selv, der underviser, og hvis ikke er det altid højtgraduerede voksne (som også gør det fantastisk).
- Sifus engagement i klub og elever (biografture, overnatninger, lørdagstræninger, julearrangementer, træningslejre mm.).
- Gradueringspraksis. Fordi Sifu underviser alle og har set dem træne, ved han hvornår de er klar. Det betyder mange succesoplevelser i forhold til at klare en prøve (hvilket er en erfaring, de fleste kan drage nytte af i andre sammenhænge).
Venligst
Mark (Zakarias far).